Kold og dumdristig uden overtræksbukser

Før jeg rejste til Nuuk fortalte en forholdsvis pålidelig kilde mig, at han havde læst på nettet om grønlænderes mest brugte beklædningsgenstande. Ifølge denne kilde går folk i Grønland mest med jeans og taljerede vinterjakker, og grønlænderne griner af alle turisterne når de ankommer i deres store dynejakker og overtræksbukser. Jeg tænkte at jeg i hvert fald ikke ville ligne en uvidende turist når jeg skulle til Nuuk, så jeg pakkede kun jeans i kufferten og lod de vatterede overtræksbukser ligge i København. En intuitiv stemme i mit baghoved dikterede dog lidt fornuft, så for en sikkerheds skyld pakkede jeg nogle uldne lange underbukser og et par regnbukser.

Det første jeg lagde mærke til da jeg ankom til Nuuk, var at alle folk havde overtræksbukser på. Men det var snevejr og bidende kulde, så jeg tænkte at det nok var en vejrbegrundet undtagelse. En uges tid efter var graderne steget op over nulpunktet, og tøvejret og stenbideren, der vist er det ultimative forårstegn i Grønland, meldte deres ankomst. Og folk gik stadig i overtræksbukser.

Jeg undrede mig over overtræksbukse-fænomenet fordi jeg selv gik og svedte, kun iført jeans og min åbenstående dunjakke, der var alt for varm til plusgrader. Umiddelbart var svaret på min undren at overtræksbukserne var et storbys modefænomen som der skulle mere end et par plusgrader til at jage af de cool snowboardere og smarte unge. For man skal ikke kimse ad at Nuuk er en storby i grønlandsk kontekst med hvad det indebærer af modefænomener og anden storbys ageren!

Jeg følte mig ganske umoderne i Nuuk uden et par vatterede smarte overtræksbukser, men fandt det ikke pengene værd at investere i et par når jeg alligevel ville kollapse af hedeslag efter at have været iført dem få minutter. Jeg holdt mig til mine jeans og trøstede mig med, at jeg sikkert var på forkant med forårsmoden.

Jeg gjorde dog et par forsøg på at være med på noderne ved at iføre mig mine medbragte regnbukser, der med lidt held på afstand kunne ligne de moderigtige overtræksbukser. Det virkede ikke efter hensigten hverken modemæssigt eller praktisk: Regnbukserne poser ligesom for meget ved maven og numsen og går indad nedefter i stedet for at have det moderigtige svaj i benene. Rent praktisk er regnbukserne heller ikke et vidunder, da materialet er helt, helt forkert. Under snestormen, der kom efter en uges tid med plusgrader, sked jeg på moden og tog regnbukserne på for i det mindste at isolere mine ben lidt imod chillfaktoren, der nærmede sig minus 35 grader. Regnbukserne var mere til hindring end nytte da jeg bevægede mig ud i snestormen og fik isklumper på øjenvipperne, hvilket er meget ubehageligt da det slører ens blik meget! Da jeg forsøgte at fjerne isklumperne med min ene hånd for at kunne se (og måske også lidt af forfængelighedsgrunde, da jeg helst ikke ville risikere at miste mine øjenvipper der er fine og lange, især med mascara på), frøs min vante fast til isklumperne på mine øjenvipper! Ej, ej, det var noget af en besværlig kamp at få vanten af den anden hånd ved at klemme fast om vanten med lårene, der var tykke af tre lag bukser og glatte af regnbukserne. Jeg fik langt om længe vanten af og med min fingervarme smeltet den isklump, der forenede mit venstre øje med min højre hånd… Snestorm i den arktiske vinter er godt nok barske løjer, og det var altså kun med nød og næppe at jeg kom helskindet igennem den uden et par moderigtige vatterede overtræksbukser i det helt rigtige materiale!!

Siden hen har jeg fundet ud af at overtræksbukserne ikke kun er et grønlandsk modefænomen, hvilket jeg første gang lagde mærke til da en af mine studiekammerater engang var fraværende til undervisningen. Holdet er meget lille, så det er tydeligt når én mangler, og vi spurgte da også alle hinanden om der var nogen der vidste hvorfor hun ikke var til stede. Vi fik svaret da vores underviser fortalte at hun havde snakket med vores fraværende studiekammerat, der var blevet syg fordi hun havde været så dumdristig at gå ud uden overtræksbukser! Hm. Hvis det virkelig var de manglende overtræksbuksers skyld at min studiekammerat var blevet syg, burde jeg have været syg fra det øjeblik jeg betrådte Grønlands jord. Jeg betvivlede ikke min studiekammerats oprigtighed - jeg opdagede blot en mere dybdegående vigtighed ved overtræksbukserne som jeg ikke før havde observeret.

Overtræksbuksernes vigtighed fik jeg bekræftet den dag jeg skulle til foredraget om sprogpolitik i sameland. Det var endnu en meget blæsende dag og omkring minus 20 graders kulde og jeg havde som sædvanlig ikke overtræksbukser på. Jeg var til dagens undervisning og fortalte mine medstuderende at jeg ville tage til foredraget på universitetet om aftenen. En af mine medstuderende gav mig et bekymret elevatorblik og sagde meget alvorligt at jeg ikke måtte tage af sted om aftenen uden overtræksbukser på! Jeg slog det hen med et smil på læben og forsikrede hende om, at jeg hidtil havde klaret mig fint uden overtræksbukser. Men hun holdt mit blik fast med sine alvorlige øjne, og jeg huskede hendes ord da jeg om aftenen tog bussen ud til foredraget iført mine regnbukser. Jeg satte stor pris på hendes råd fordi jeg efter foredraget stod i en ubeskrivelig kold og blæsende sen aften og ventede på bussen i lang tid før den kom. Regnbukserne har helt sikkert holdt mig en tand varmere og beskyttet mig mod den bidende blæst.

Jeg har ikke nogen endelig konklusion på overtrækbuksernes vigtighed. Overtræksbukserne kan synes at være et udtryk for respekt for den kolde og til tider farlige arktiske vinter. En nødvendighed der bliver til et modefænomen, som igen forstærker vigtigheden af at eje et par vatterede overtræksbukser. Nuuk er måske en storby, men ikke mere end at dens indbyggere stadig lever i pagt med naturen.

Kaffemik og hjemmebrygget cider

Mit sociale liv i Nuuk har efterhånden udspillet sig i forskellige sammenhænge, bl.a. til kaffemik-kom-sammen, til ceremoni og årsfest på Ilimmarfik (Grønlands Universitet), feltarbejde på nogle af Nuuks forskellige barer og gensynsglæde, der blev fejret med værkstedshygge og et (for) stort glas hjemmebrygget cider.

Her vil jeg skildre min socialisering en lørdag i starten af marts måned, der inkluderede både kaffemik og hjemmebrygget cider.

Jeg har indtil videre hørt om to varianter af kaffemik: light-versionen, der "kun" består af kaffe og et utal af forskellige typer kager, og gigant-versionen, der består af kaffe, et utal af forskellige typer kager OG diverse retter grønlandsk mad. Jeg har indtil nu kun personlig erfaring med kaffemik light hvilket er meget godt, da det vist kræver langsom udvidelse af mavesækken for at kunne kapere kaffemik gigant.

Denne lørdag i starten af marts måned var jeg til en udsøgt kaffemik light, der ikke desto mindre resulterede i en meget mæt og lidt mere udvidet mave. Efter at have fået stillet min sukker- og kaffetrang og være blevet godt underholdt af rigtige grønlandske fortællinger slentrede jeg min vej hjemad med et tilfreds smil om munden. Jeg gik i mine egne tanker da jeg pludselig hørte mit navn blive råbt højt af en mands stemme. Jeg stoppede forbløffet op og kiggede mig forvirret omkring. Navnet Liv er noget usædvanligt i Nuuk, så jeg tænkte at råbet næsten kun kunne være henvendt til mig, trods jeg ikke kender mange mænd i Nuuk. Og ganske rigtigt - der stod min gode gamle værkstedskammerat som jeg delte smykkeværksted med i København for nogle år siden. Jeg har kun gode minder om vores snakke og nørderi over smykkefremstilling- og kunst, men har desværre ikke set ham i et års tid efter han flyttede væk fra hovedstaden.

Gensynsglæden var stor - især fordi jeg hele tiden er ny i Nuuk og det er rart at få et øjebliks pause fra ny-rollen og bare være gode gamle Liv. Ih, jeg kunne næsten ikke tro mine egne øjne! Vi kørte i bil hen på hans smykkeværksted i Nuuk hvor der blev budt på hygge og hjemmebrygget cider, der ikke var af den milde sodavandsslags. Så fik jeg tilfredsstillet min trang til stærkere sager i koppen og genfundet smykkenørderiet!

Da jeg kom hjem til Rotary Kollegiet sen eftermiddag var jeg let beruset og kæk. Jeg smed mig henslængt i vindueskarmen og betragtede sneen og skumringstimen, mens jeg lattermild fordøjede dagens gode hændelser til den sædvanlige knitrende musik, der strømmede ud fra computerens ødelagte højtalere. Jeg hyggede mig bravt og havde en fest indtil min mave begyndte at rumle faretruende og jeg følte mig ganske svimmel. Jeg klatrede ned fra vindueskarmen og forsøgte i stedet at slappe af i lænestolen med et glas vand. Det virkede ikke. Få minutter efter lå jeg i sengen med hovedet hvilende på en spand hvis uheldet skulle være ude… Der blev jeg liggende i krampagtig fosterstilling i mange timer.

Jeg vil her benytte mig af chancen for at sende en kraftig advarsel i æteren: Kombiner IKKE kaffemik med hjemmebrygget cider. Især ikke hvis du er ny i begge discipliner! Det kan godt være at man bliver hærdet med tiden, men det kræver et særligt grønlandsk mod og en accept af nødvendige ofringer for at blive en stærk kaffemik`er, der kan tåle at tilsætte stærke sager til kaffemikken!

Nuuk update

Nu har jeg været i Nuuk en måneds tid og lidt til. Jeg sidder henslængt denne fredag aften og fordøjer dagene der er gået med en kop kaffe i hånden og knitrende musik ud af computerens højtalere, der er gået i stykker. Jeg ville egentlig gerne have stærkere sager i min kop end kaffe (med en cigarillos eller lignende til) bare for denne fredag aftens skyld, men "stærkere sager"-salget stopper sen eftermiddag i Nuuk og jeg forudså ikke trangen i eftermiddags.

Det er aftenens stemning i mit forholdsvis nye hjem, Rotary Kollegiet (som i Nuuk udtales med en dansk-grønlandsk dialekt, så r`et udtales hårdt og a`et trukket i bagtunge-langdrag: Ro-taa-ry). Det er stilet og meget uni-kollegieagtigt, dog med det obligatoriske Nuuk-trashede look over sig. Jeg erhvervede mig mit nye hjem i et furietrip over at Kujalliit Kollegiet absolut ikke bød på læsero, og efter få uger i Nuuk var jeg længere bagud med mit studium end nogensinde før (jeg har faktisk aldrig før været bagud med mit studium).

Den noget frustrerende og træge kamp med KAF, den lokale kollegieadministration, blev trukket i et par ugers langdrag fordi den relevante kollegieinspektør enten var på mærkværdige ærinder midt i sin arbejdstid eller holdt halv fridag fordi et par af hans medarbejdere havde fødselsdag. Jeg vil dog her understrege at KAF er det eneste eksempel på tvivlsom arbejdskraft, jeg hidtil har stødt på i Nuuk. - Faktisk vil jeg mene at byggesjakket på byggepladsen uden for Kujalliit Kollegiet og Tele Greenland har udvist nærmest for ihærdig arbejdsiver og har enten hindret eller krævet min koncentration en tand for meget.

Nu sidder jeg i hvert fald på Rotary Kollegiet og kan ikke længere imponeres dagligt ad byggesjakkets arbejdsiver, men Tele Greenland er som en anden klæbeånd flyttet med. Jeg passer mit studie igen og gør en famlende indsats for at skabe mig et netværk i Nuuk. I går var jeg f.eks. til et foredrag om sprogpolitik i Sameland på Ilimmarfik (Grønlands Universitet). Jeg kom desværre ikke til at snakke med nogen af de andre foredragslyttere, da jeg under foredraget faldt i en uheldig vane med at gabe meget, som vist ikke virker fordrende for at komme i kontakt med folk… Foredragsholderen snakkede norsk med en udefinerbar dialekt og flikkede meget hurtigt frem i hans power points, der var en anelse tekst- og graftunge. Det vil sige at jeg skulle koncentrere mig meget for at følge med i det ellers ret spændende emne, og når jeg koncentrerer mig meget har jeg en tendens til at glemme at trække vejret - hvilket resulterer i at jeg begynder at gabe for at få ilt til hjernen. Jeg synes, jeg fik en del bebrejdende blikke fra foredragsholderen. Nå, i det mindste ved jeg nu noget om sprogpolitik i Sameland og måske får jeg mere held med mig i det lokale fitnesscenter Fit & Fun, hvor jeg har spottet at en bred skare af Nuuks indbyggere kommer.

Det tager tid at møde nye mennesker i Nuuk og den tid indebærer også en del selvrefleksion over, hvordan jeg som person fremstår i nye omgivelser og en kultur, der på samme tid er meget velkendt og meget anderledes. Og nogen dage er det bare for meget hele tiden at være ny og så bygger jeg mig en hule i mit hjem et par timer eller ti og hygger mig med min kæreste husven og en bog. Venner og bekendte kommer heldigvis til mig langsomt hen ad vejen og jeg har fået min tredje invitation til kaffemik og i næste uge skal jeg til min nummer to festmiddag! Jeg må hen og slå det grønlandske ord for networking op…

Snestorm i Nuuk

Det er vild snestorm i Nuuk i dag!
Vinden blæser sne overalt igennem gaderne og visker mine fordspor ud på under et halvt minut. Jeg får ømme og røde frostbidte kinder og isklumper på mine øjenvipper!
Der er skumtoppede bølger i fjorden og ravnene mister balancen i vinden.
Så får jeg den barske arktiske vinter at føle og jeg er dybt fascineret!

Mit første møde med Nuuk og bloggen

Jeg funderer over det at føre blog - weblog, en online logbog. Jeg vil gerne beskrive mit møde med Nuuk og de mangfoldigheder Grønland byder på i form af folk og fæ og former.

Jeg finder det sært grænseoverskridende at lægge mine personlige refleksioner over mit personlige møde med Grønland ud på internettet til hvem end, der gider at følge med.

Normalt fører jeg med pen en gammeldags dagbog af papir. Meget konkret og fysisk og let at lægge væk og holde hemmelig for mig selv og andre.

Min blog er et forsøg på at udfordre mig selv til at skabe flere vinkler på det, jeg oplever. Et forsøg på at skabe overblik over flere hjørner af mine subjektive opfattelser, end dem der bliver fældet ned i min dagbog af papir. Hvem ved, måske er der nogen, der finder på at kommenterer på mine blogskriverier og bidrage med refleksioner.

*

De første dage i Nuuk er præget af sne, kold frost og umiddelbare indtryk der formes i mig mens jeg går lange gåture i byens gader. Sneen maler gaderne, tagene og klipperne hvide og får de farvede træhuse i Nuuk til at stå skrigene tydelige frem - som om mennesket med sine huse demonstrerer imod naturens dominans.

Nuuk er smuk i sneen. Jeg overvejer hvad der mon gemmer sig af afslørende og måske grimme detaljer under sneen ... Men henfalder til at undertrykke min skepsis og lade mig forføre af byens romantiske udtryk.

Jeg skæver med jævne mellemrum op mod de store sorte fugle som jeg tror er ravne. Fuglene kredser om Nuuk og står i stærk kontrast til al den hvide sne.

*

De umiddelbare indtryk tager jeg til mig og skriver ned som små notater i min dagbog og kalender. De umiddelbare indtryk er dyrebare fordi jeg med skærpede sanser oplever byen og imponeres og forarges - snart vil de blive visket ud af hverdagens trummerummer, der langsomt men sikkert vil komme med tiden.

Jeg oplever umiddelbart Nuuk som en interessant og venlig by. Jeg finder ikke at det betonbyggeri, der ligger blandet med de farvede træhuse overskygger byen. - Tvært imod fortæller de en ærlig og ligetil historie om at der findes flere sociale lag og mennesketyper i Nuuk. Som i de fleste andre byer. Jeg finder ikke mange veje og undrer mig over hvad det er for stisystemer, som gemmer sig under sneen mellem husene, der er som tilfældigt kastet rundt på klipperne.

*

Vejnavnene er åbenbart ændret fra danske til grønlandske vejnavne efter det bykort jeg er i besiddelse af er produceret. Det skaber en vis forvirring og i starten troede jeg, at Nuuk måske havde et sirligt vejnavnesystem hvor den ene halvdel af vejen havde et grønlandsk navn og den anden halvdel af vejen havde et dansk navn. Det var så ikke tilfældet, og måske ville det have øget forvirringen yderligere trods det ville have været et kreativt indslag i vejnavngivningssystemet ...

*

I Grønland er der ikke træer og i Nuuk er der ikke engang noget, der minder om træer. Jeg lagde ikke mærke til de manglende træer før jeg huskede mig selv på, at jeg skulle lægge mærke til dem.

Det er som om at de manglende træer passer ind i Nuuk - lige som de bidder af isfjeld, der flyder rundt i vandet omkring Nuuk. Det passer ind i Nuuk-konteksten uden jeg sætter spørgsmålstegn ved det.

Jeg mangler kun træerne når jeg kigger ud af vinduerne for at vurdere, om det blæser. Heldigvis er der en høj lygtepæl lige uden for mine vinduer, der svajer når blæsten er stærk. Af grunde jeg ikke helt kan argumentere for, er det åbenbart vigtigt for mig at vide om det blæser eller ej inden jeg går ud af døren for at opsamle flere indtryk af Nuuk!